Kan du dokumentere hvad du ejer? 

Når du anmelder en skade hos os i easySure, er det vigtigt, at vi har den nødvendige dokumentation for dine ejendele. Men hvorfor egentlig? Og hvad er det helt præcist, vi beder dig om?

Hvorfor al den dokumentation?

Vi har ikke opfundet dokumentationskravene over morgenkaffen. De gælder i hele forsikringsbranchen og er godkendt af Ankenævnet for Forsikring. Jo mere værdifuldt noget er, desto mere dokumentation kræver det. 

Vi vil hjælpe dig bedst muligt – også når det hele er lidt træls

Hos easySure gør vi alt, hvad vi kan for at gøre skadebehandlingen nem, fair og hurtig. Vi ved godt, at man ikke lige står med mapper fulde af kvitteringer, når uheldet er ude – men jo bedre dokumentation du har, jo nemmere er det for os at hjælpe dig.

Hvis vi ikke kan bekræfte, at du ejede det, du anmelder, bliver vi nødt til at gætte os frem. Og helt ærligt – det er der ingen af os, der bliver glade for.

For lad os sige, du har anmeldt et ur. Uden dokumentation bliver spørgsmålet hurtigt: Var det et eksklusivt arvestykke fra Schweiz – eller et plastikur fra et supermarked?

Vi vil helst undgå den slags gætterier. Både for din skyld og for vores. For vi er her jo netop for at sikre dig – ikke for at gætte på, hvad du måske har haft.

Hvad skal du gøre? Bare rolig – det er ikke raketvidenskab:

1. Gem dine beviser digitalt
Kvitteringer, vurderinger og certifikater er dine bedste venner. Tag billeder og læg dem i skyen – det er meget nemmere end at rode i en skuffe med gamle manualer og løse batterier.

2. Tag billeder af dine ting
Især de værdifulde. Sørg for at få serienumre, mærker og stempler med – og nej, det gælder ikke kun kunst og diamanter. En PlayStation tæller også.

3. Smykker og luksusting kræver lidt ekstra
Her er det vigtigt med billeder af stempler, certifikater og helst en vurdering fra en fagperson. Har du en taske, der har kostet mere end en charterrejse? Så gem kvittering og æske – og måske opbevar dem et andet sted end selve tasken, hvis der skulle komme ubudne gæster.

4. Købte ting brugt?
Når du køber brugt, er det en god idé at lave en simpel overdragelseserklæring med sælger. Den kan fungere som dokumentation for både ejerskab og pris. Gem også eventuelle kvitteringer, købekontrakter, regninger eller certifikater, hvis de følger med varen.

5. Sådan dokumenterer du værdien
For at kunne dokumentere en ejendels kvalitet og værdi anbefaler vi, at du bruger:

  • Kvitteringer
  • Regninger
  • Købekontrakter
  • Certifikater og/eller vurderinger
  • Billeder (særligt af genstande uden papirdokumentation, eller som er særligt værdifulde – fx smykker, kunst, brugsgenstande samt ting, du har fået i gave eller arvet)

6. Sket noget på ferien?
Politianmeld tyveriet lokalt og få en rapport. Så hjælper vi dig videre herfra – også selvom du er solskoldet og strandet uden kuffert.

Husk: Det er bedre at være forberedt end overrasket

At dokumentere dine ting lyder måske lidt surt – men det er langt sødere end at stå uden bevis, når uheldet rammer. Vi i easySure elsker at hjælpe. Og jo mere du kan vise os, jo hurtigere kan vi sende dig videre – med både erstatning og ro i maven.

Har du spørgsmål?
Bare spørg. Vi har set det meste – og vi bider ikke.

Ofte stillede spørgsmål

1. Hvordan og hvor anmelder jeg et tyveri?

Har du haft indbrud i dit hjem? Så er det vigtigt, at du starter med at anmelde indbruddet til politiet.
Når du har gjort det, kan du anmelde indbruddet til os her.
Er der sket skade på dit hus, som du har forsikret hos os, skal den skade anmeldes separat under husforsikringen.
Bor du i lejlighed, skal skaden på bygningen anmeldes til ejendommens bygningsforsikring.
Har du spørgsmål eller brug for hjælp undervejs, så kan du kontakte os på følgende måder:

Mail: [email protected]
Telefon: +45 70 60 70 60

Vi kontakter dig indenfor to hverdage efter, at du har anmeldt skaden på din indboforsikring. Det sker via telefon eller mail.

2. Jeg har arvet nogle gamle smykker – skal de vurderes af en fagperson?
Ja, vi anbefaler, at arvede smykker og andre værdigenstande bliver vurderet af en fagperson. Det kan være svært for os at fastsætte værdien ud fra et billede alene – fx om en sten er en ægte diamant eller en ædelsten, eller om smykket er forgyldt eller i 18 karat guld. Jo mere præcise oplysninger vi har, desto bedre kan vi vurdere smykkernes handelsværdi og sikre, at du får den rette erstatning. Bemærk dog, at vi erstatter handelsværdien og ikke en eventuel affektionsværdi.

3. Hvad gør jeg, hvis jeg ikke har dokumentationen i orden?
Du kan stadig anmelde tyveriet, selvom du ikke har kvitteringer eller vurderinger. Vi kan dog have svært ved at fastsætte den helt præcise værdi uden dokumentation. Derfor baserer vi vurderingen på de oplysninger, du giver os – fx beskrivelser, fotos eller andre beviser – og gør vores bedste for at finde en fair erstatning. Jo mere information du kan dele, desto bedre kan vi vurdere sagen.

Del dette opslag

Søg på vores blog

Få et uforpligtende tilbud

Relaterede indlæg

Ryd dine tagrender – og undgå dyre skader på huset