Du lander i Malaga. Solen skinner. Du har allerede besluttet, at du skal spise alt for mange tapas og ignorere kalorierne i mindst en uge. Livet er godt.
Så står du ved skranken hos biludlejningen:
“Would you like full insurance?”
Og pludselig føler du dig som deltager i et gameshow, hvor forkert svar kan koste 50.000 kr.
Billeje i udlandet kan være genialt. Frihed, fleksibilitet og spontane afstikkere til små byer med lækker mad og strande ingen kan udtale navnet på. Men forsikring ved billeje? Den del er ofte lige så uigennemskueligt som en græsk lørdagsmarked i højsæsonen.
Her får du den store guide til, hvad du skal være opmærksom på, før du sætter dig bag rattet i en lejebil i udlandet.
Hvorfor er forsikring vigtig ved billeje?
Når du lejer en bil, følger der næsten altid en eller anden form for forsikring med. Problemet er bare, at “forsikring inkluderet” ikke nødvendigvis betyder “du er dækket, for det du tror du er dækket for”.
Mange opdager først detaljerne, når:
- Nogen ridser bilen på en parkeringsplads.
- En rude får et stenslag på motorvejen.
- Bilen bliver stjålet.
- Eller udlejningsselskabet pludselig reserverer 15.000 kr. på kreditkortet.
Det er lidt som at tro, at hotellets “havudsigt” betyder panoramaudsigt… og så opdage, at man kun kan se havet, hvis man står på tæer et helt bestemt sted på balkonen.
Hvilke forsikringer skal du være opmærksom på ved billeje?
Der findes flere typer forsikringer ved billeje. Her er de vigtigste:
Ansvarsforsikring
Kaldes bl.a. ‘Liability’ eller ‘Third party liability‘
Ansvarsforsikringen er lovpligtig i de fleste lande og dækker skader på andre personer eller deres ting. Ansvarsforsikringen er typisk inkluderet i grundprisen for billeje.
Det betyder:
- Hvis du påkører en anden bil, er modparten og dennes bil typisk dækket
- Hvis du påkører en anden person, vil skaderne typisk være dækket.
Kaskoforsikring
Kaldes ofte ‘Collision Damage Waiver’ (CDW) eller ‘Loss Damage Waiver’ (LDW).
Den dækker skader på selve lejebilen. Du skal dog være opmærksom på hvilke skader der er inkluderet, for det er ikke altid at kaskoforsikringen dækker lige så godt, som du er vant til fra din almindelige bilforsikring. Du kan risikere at fx glasskader, skader på fælge, tyveri af bilen og lignende ikke er dækket, med mindre du køber en ekstra forsikring.
Vær opmærksom på, at skader på din egen lejebil ikke er dækket af en ansvarsforsikring alene.
Selvrisikoen (den del af skaden du selv skal betale) der følger med en standard kaskoforsikring på en lejebil starter ofte ret højt. Den kan du dog betale dig fra at få nedsat med en ’Super Collision Damage Waiver’ (SCDW), som vi beskriver nedenfor.
Husk, hvis du allerede har rejseforsikring via easySure, så kan du få dækket opkrævet selvrisiko på op til 25.000 kr. dog med en selvrisiko på 2.500 kr.
Tyveriforsikring
Kaldes ofte ‘Theft Protection Coverage’ eller ‘Theft Waiver’.
Dækker hvis bilen bliver stjålet. Tyveriforsikringen kan være en del af kaskoforsikringen, men det er altid en god ide at tjekke om det er tilfældet.
Glas, dæk og undervogn
Det her er den klassiske ferie-fælde.
Mange standard kaskoforsikringer dækker ikke:
- Stenslag
- Punkteringer
- Fælge
- Undervognsskader
- Sidespejle
Og det er desværre ofte præcis de skader, der sker på ferie. Så sørg for at spørge ind til om disse skader er dækket af kaskoforsikringen, og ellers sørg for at få tilkøbt en tillægsforsikring der dækker disse typer af skader.
Selvrisikoforsikring
Kaldes ’Super Collision Damage Waiver’ (SCDW) eller ’Super Cover Damage Waiver’.
Mange udlejningsselskaber arbejder som standard med høje selvrisici på 5-10.000 kr. og nogle gange endnu mere. Det er derfor, de ofte prøver at sælge ekstra selvrisikoforsikring ved skranken.
En SCDW kan også indeholde yderligere dækninger for fx glasskade, dæk osv. som ikke er dækket af en standard kaskoforsikring.
Hvis du allerede har rejseforsikring via easySure, så kan du få dækket opkrævet selvrisiko på op til 25.000 kr. dog med en selvrisiko på 2.500 kr. Du lægger selv ud for beløbet, og så refunderer vi beløbet.
Skal man købe ekstra forsikring ved billeje?
Måske. Men ikke altid.
Her er de to mest almindelige situationer:
1. Du er allerede delvist dækket gennem dit kreditkort
Nogle mere eksklusive kreditkort inkluderer forsikring på lejebil.
Det kan fx dække:
- Selvrisiko
- Tillæg til lejebilens kaskoforsikring
Men husk:
- Du skal ofte betale hele billejen med kortet.
- Der kan være begrænsning på hvilke lande der er dækket.
- Der kan være begrænsninger på biltype og lejeperiode.
Læs vilkårene grundigt. Ja, det er kedeligt. Men stadig sjovere end en ekstraregning på 25.000 kr.
2. Din rejseforsikring dækker måske selvrisikoen
Nogle rejseforsikringer har tilvalg til lejebil, hvor du kan få dækket selvrisikoen på en kaskoforsikring til lejebil.
Det kan være en fordel, fordi:
- Prisen ofte er lavere end hos udlejeren.
- Du kan få dækning af selvrisiko.
Tjek dog altid:
- Maksimumdækning
- Er der lande som ikke er omfattet?
Har du rejseforsikring via easySure kan du få dækket op til 25.000 kr. i opkrævet selvrisiko fra biludlejeren, dog skal du betale en selvrisiko på 2.500 kr. Du skal stadig tilkøbe kaskoforsikring hos udlejeren, men kan slippe med en billigere pris, fordi du kan vælge en selvrisiko på op til 25.000 kr. Husk, at du i tilfælde af skade selv skal betale selvrisikoen til biludlejeren på stedet. Efter anmeldelse af skade til eaySure får du så beløbet refunderet, minus din egen selvrisiko på 2.500 kr.
Medbring et kreditkort – et rigtigt (og fysisk) kreditkort
Dit Visa/Dankort er typisk det der hedder et deferred-debit-card og ikke et kreditkort. Det betyder at biludlejeren ikke kan reservere et beløb på dit kort, og derfor kan du stå i en situation, hvor du ikke kan få udleveret din lejebil. Så sørg altid for at tjekke at det er et rigtig kreditkort du har med på ferien.
Husk at dokumentere bilen før du forlader biludlejningen
Det her er ekstremt vigtigt. Tag billeder og video af bilen:
- Foran – husk forruden
- Bagpå
- Siderne
- Fælge
- Interiør
- Kilometertæller
- Brændstofmåler
- Eventuelle ridser
Og gør det inden du forlader parkeringspladsen. For ja… den ridse kan godt “magisk” blive ny, når bilen afleveres. Sørg for at få alle eksisterende skader noteret i lejekontrakten, særligt dem der ikke allerede er noteret.
Husk også at få styr på hvilken type brændstof bilen kører på. Er du i tvivl så spørg udlejningsselskabet, inden du tanker.
Pas på skjulte gebyrer
Nogle udlejningsselskaber elsker ekstra gebyrer. Hold øje med:
- Ekstra chauffør.
- Sen aflevering.
- Brændstofregler.
- Rengøringsgebyrer.
- Gebyr for unge fører.
- Gebyr for at krydse landegrænser.
- Antal kilometer inkluderet.
- Selvom du har valgt fuld forsikringsdækning uden selvrisiko, kan visse udlejningsselskaber opkræve et administrations- eller sagsbehandlingsgebyr i forbindelse med en skade.
Særligt brændstofreglen er vigtig. “Full to full” er typisk den bedste løsning:
- Du får bilen med fuld tank
- Du afleverer den med fuld tank
Hvad gør du ved uheld med lejebil i udlandet?
Hvis uheldet sker:
- Tag billeder med det samme. Tag billeder af lejebilen, modpartens køretøj, omgivelserne og bilernes placering efter uheldet. Optag gerne en video af skadestedet.
- Kontakt udlejningsselskabet med det samme.
- Sørg for at få udarbejdet en politirapport. Nogle udlejningsselskaber dækker kun skaden, hvis hændelsen er registreret af politiet.
- Gem alle kvitteringer og dokumenter.
- Anmeld skaden hurtigst muligt til easySure.
Hos easySure anbefaler vi altid, at skader anmeldes hurtigst muligt, og at du dokumenterer hændelsen grundigt. Det gælder generelt ved skader i udlandet også på bilforsikringer.
7 hurtige tips før du lejer bil
- Sammenlign mere end prisen
Den billigste lejebil kan hurtigt blive den dyreste. Kig også på hvor mange kilometer der er inkluderet, hvordan dækker standard forsikringen, hvor stor er selvrisikoen. Alle disse ting kan være afgørende for prisen. - Tjek selvrisikoen
Lav pris og høj selvrisiko hænger ofte sammen. - Læs det med småt
Ja, virkelig. - Tag billeder og video af bilen
Din kamerarulle bliver måske kedeligere… men din ferie billigere. - Undgå pres ved skranken
Sæt dig grundigt ind i betingelserne for den bil du har besluttet at leje allerede hjemmefra. - Gem alle dokumenter
Også efter ferien. - Tjek at du har et kreditkort med
Sørg altid for at tjekke at det er et rigtig kreditkort du har med på ferien. Dit Visa/Dankort er ikke et kreditkort i traditionel forstand, da der ikke kan reserveres et beløb på kortet.
Ofte stillede spørgsmål
Dækker min danske bilforsikring lejebil i udlandet?
Nej. En lejebil skal dækkes gennem udlejningsselskabet eller særskilte forsikringer.
Mange tror fejlagtigt, at deres danske bilforsikring automatisk dækker lejebiler i udlandet.
Det gør den ikke. Din almindelige bilforsikring dækker kun din egen bil. Hos easySure dækker bilforsikring kun den bil, der står anført på policen. Så hvis du lejer bil i Spanien, Italien eller USA, skal du altid sørge for at få tilkøbt de rette forsikringer hos udlejningsfirmaet.
Hvad er CDW?
‘Collision Damage Waiver’ eller blot CDW er en kaskolignende forsikring, der dækker skader på lejebilen. Vær altid opmærksom på præcis hvilke typer skader der er dækket.
Skal jeg tage billeder af lejebilen?
Ja og også gerne video. Det kan være afgørende dokumentation ved uenigheder om skader når bilen afleveres.
Er selvrisiko det samme som depositum?
Nej. Depositum er det beløb, der reserveres på dit kort. Selvrisiko er det beløb, du selv hæfter for ved skade.
Kan jeg bruge rejseforsikring til lejebil?
Nogle rejseforsikringer tilbyder tilvalg, der dækker selvrisiko på lejebiler.
Har du styr på ulykkes-, indbo- og rejseforsikring til rejsen?
Ulykkesforsikring
Dækker hvis du kommer til skade og får varige mén, også hvis uheldet sker i udlandet. Du er dækket på rejser i op til et år ad gangen. Læs mere om ulykkesforsikring
Indboforsikring
Dækker hvis du er så uheldig at få stjålet dine ejendele på ferien. Der skal være synligt tegn på opbrud af hotelværelse eller bil for at forsikringen dækker. Læs mere om indboforsikring
Rejseforsikring
Dækker hvis du får brug for hjemtransport grundet sygdom på ferien.